dette ialfald kun have været Tilfældet, fordi de omhandlede Folk inden Adskillelsen endnu ikke havde hævet sig til et tilstrækkelig høit Standpunkt. I andet Fald er det sandsynligt, at det vil kunne lykkes fra Institutionerne, saaledes som de forekomme hos de forskjellige indogermanske Folk i deres ældste Tid, at slutte sig tilbage til fælles Udgangspunkter.
Allerede i en liden Afhandling „om den ældste indoeuropæiske Samfundsudvikling“ (ovenfor S. 1 ff.) har jeg bemærket, at den antike Stat ved Siden af den genealogiske Inddeling i slægter og Familier allerede tidlig indførte en Inddeling efter Hundreder. „Et fælleseuropæisk kantaria kan opstilles med Hjemmel af lat. centuria, g. svensk hundari og g. høitydsk huntari. Ogsaa Kelterne kjendte en saadan Inddeling i Hundreder. I det gamle Wales kaldtes Hundredet Cantref af cant hundrede og tref en Landsby. Hos de gamle Irer synes en tuath (civitas) at have været inddelt i Hundredsr.“
Om den ovenfor omhandlede romerske Inddeling bemærker Mommsen videre, at den nærmest havde Hensyn til Personerne, men at den ogsaa blev anvendt paa Jorden, forsaavidt denne overhovedet var delt. At der ikke blot gaves Tribus-, men ogsaa Kuriejorder, kan efter hans Mening saameget mindre betvivles, som der blandt de faa overleverede romerske Kurienavne foruden tilsyneladende gentiliciske tillige forekommer territoriale; desuden findes der en meget gammel, til den af 100 Huse bestaaende Kurie svarende Inddeling af Jorden, Hundredet (centuria), bestaaende af 100 Bosteder á 2 Morgen Land. Slægtsjorderne maa i denne Jordfællesskabets ældste Tid have været den mindste Enhed.
Man har altsaa et romersk territorialt Hundrede, ligesom man har et walisisk og et germansk.
