riske Videnskab (Fustel de Coulanges: La cité antiqve; Maine: Ancient law) har gjort gjeldende.
At en Familie hvert Aar skulde have stillet 10 Mand til Krig udenfor Landets Grændser, maa ansees for en Umulighed, og man maa derfor antage, at et svevisk Hundrede har bestaaet af 100 gentes.
Om den ældste romerske Inddeling bemærker Mommsen (Römische Geschichte 3 Aufl. I. 69–70): „Hvad Inddelingen af Borgerskabet angaar, saa beroer den paa den gamle Normalsats, at 10 Huse udgjør 1 gens, 10 gentes eller 100 Huse 1 Curie, 10 Curier, 100 gentes eller 1000 Huse Samfundet; at videre ethvert Hus stillede 1 Mand til Infanteriet (deraf mil-es, ligesom eqv-es, der Tausendgänger), enhver gens 1 Rytter og 1 Senator. I kombinerede Samfund optræder naturligvis ethvert enkelt Samfund som Del (tribus) af det hele Samfund, og Grundtallet stiger med Delenes Antal.“ „Intet er vissere,“ siger han videre, „end at dette ældste Forfatningsschema ikke er opstaaet i Rom, men at det er urgammel for alle Latinere fælles Ret, og at det maaske rækker tilbage langt udover Stammernes Adskillelse.“
Naar den sveviske gens ligesom den romerske stillede 10 Soldater, saa er det rimeligt, at den ligesom den romerske har været delt i 10 Underafdelinger (Huse, Familier).
Denne Overensstemmelse mellem gammel-romersk eller gammel-latinsk Forfatning og gammel-germansk er mere end en Tilfældighed. Paa Grund af det ad lingvistisk Vei beviste Slægtskab mellem de indogermanske Folk er det ikke urimeligt hos dem at forudsætte et vist Fællesskab i politiske Institutioner, saaledes som der er et vist Fællesskab i Mythologi. Hvis et saadant ikke har været tilstede, saa kan
