stiftet. Almuen vedblev også meget længe at yde personligt arbejde ikke alene ved vejenes vedligeholdelse, men også ved deres anlæg. De udgifter, som for øvrigt foranledigedes, bleve forskudte af statskassen, mod senere at udlignes på vedkommende distrikter, hvis vejkasser skulde bære omkostningerne[1]. Disse ere således også på en måde opståede af sig selv, kun som en følge af udviklingen, uden noget bestemt lovbud. I det hele vedblev også lovgivningen om vejvæsenet at befinde sig på det samme primitive standpunkt, som tidligere, og man savnede endog en samling af alle derom udfærdigede bestemmelser, uagtet foged Thaarup allerede i 1794 havde ansøgt om, at en sådan måtte blive foranstaltet. Ligeledes vare mange af de bestemmelser, som vare udkomne, kun gældende for et enkelt distrikt, men ikke for andre, hvorfor lovgivningen også som en følge deraf manglede enhed. Mærkelig nok have enkelte af disse samme mangler også senere klæbet ved den måde, hvorpå man har ordnet vejvæsenet, således at man fremdeles savner tilfredsstillende bestemmelser for vigtige dele af denne i vort land betydningsfulde administrationsgren og navnlig mangler en centraliseret bestyrelse af det en gang færdige vejnet.
- ↑ I 1799 foreslog Anker da der var tale om at lægge vej fra Kongsberg til Skien over Luksefjeld, „at udgifterne til denne vejs istandsættelse kunde udredes af Kongsberg kirkes indtægter“. Imidlertid blev dog dette andragende afslået ved en ksncelli-skrivelse af 16 Marts 1799 i henhold til de af biskopen og kirke-inspektionen afgivne erklæringer. Tildels erholdt også vejarbejderne en midlertidig understøttelse af statskassen.
