på vejene, og efter foreningen var Karl Johan meget ivrig for at tilvejebringe flere nye veje mellem begge riger, af hvilke også flere bleve udførte. Allerede i 1804 var den Bergenske hovedvej samt vejen over Krokskoven i brugbar stand. Den sidste blev da lagt der, hvor den såkaldte „gamle vej“ fremdeles går, medens man tidligere rejste noget længere nord og over den såkaldte Nordklev kom ned til Stensfjorden[1].
I 1814 havde Norge således i alt væsentligt fået det net af veje, som det senere har havt, indtil de seneste nybygninger toge sin begyndelse. Skønt de ikke nu længere kunne ansees for hensigtsmæssige, betegnede de dog i sin tid et overordentligt fremskridt, og de mænd, som ledede disse foretagender, fortjene derfor i fuldeste mål efterslægtens erkendtlighed for, hvad de have virket. Gennem deres personlige opofrelser og gennem anvendelsen af soldater efter en større målestok, lykkedes det også at fuldende disse betydelige anlæg på en – ialfald direkte – lidet trykkende måde og uden synderlig følelige udgifter. De største omkostninger forårsagedes ved opførelsen af broerne, af hvilke der i de sidste år af det 18de og de første af det 19de byggedes et temmelig stort antal; udgifterne til disse, ligesom til de store fjeldveje bleve i almindelighed reparterede på
- ↑ I 1789 og følgende år byggedes, fornemlig ved amtmand Scheels og den Stavangerske købmand Kiellands bestræbelser en vej over Jæderen. Almuen viste sig ved denne lejlighed meget opsætsig. (General-vej-intendantens papirer for 1803–1804 i rigsarkivet.)
i dette strøg beliggende Vandfald; at fra Urevasbotn til Bygdegaardene i Hallingdal regnes en Mil, og at Vejen fra Rundalen hertil kan om Vinteren paa Ski aflægges i en Dag.“ Fremdeles foreslog Thodal, at man skulde anstille undersøgelser om fjeldvejene fra Stryen over Kamperhamrene, samt fra Eidfjord og Røldal til Numedal og Thelemarken (Originalen findes mellem general-vej-intendantens papirer i rigsarkivet.)
