på samme måde neder igen, og så kontinuerligsn, indtil man kommer til Drivstuen, ej andet enden klev op og en anden neder, som varede så nær halvanden mil, hvor man næsten 6 timer måtte tilbringe at passere, og er det somme steder så stejl at ride, at hesten får at sætte sig på rumpen og glide neder, og når man skal opad igen, at rytteren får at stå af, ellers hesten ej vel med hannem kan opgå, og ihvorvel at næsten den største del af sviten mangfoldige gange af hestene måtte afstå og sig tilfods det bedste, de kunde, som og hel besværlig var, forthjælpe, så blev hans kgl. majestæt dog denne ganske, onde og farlige vej stedse på hesten siddende og agtede hverken præcipicer eller andet, mens red så stille fort, som det på jævn vej kunde være.“ Dette var i Juni 1685. Da Frederik IV var i Norge 1704, var forholdene allerede noget forbedrede, idet han da endog benyttede kariol i Drivdalen, skønt han rigtignok ikke turde sidde i udover Vårstien, hvor derimod hans fader havde redet. I 1704 var også kystvejen gennem den østlige del af Kristiansands stift passabel på enkelte steder for køretejer, medens der i Stavanger amt mellem Ekersund og Stavanger var yderst slet. Fra Stavanger til Trondhjem synes der overhovedet ikke at have været noget farbart vejstykke, idet man her overalt for tilsøs, med undtagelse af stykket fra Surendalen til Orkedalsøren og stykket forbi Stat, hvilket sidste man kunde undgå ved at tage over Mansejdet, hvor derfor også den meste færsel fra gammel tid af foregik. Af hovedvejene synes vejen gennem Valdres at have været mindre tilfredsstillende, idet der her først meget sent fandtes nogen oparbejdet vej ved overgangen over Filefjeld, som måtte passeres til fods eller på hesteryggen; om vinteren bleve endog de rejsende trukne over af mennesker på kælker.
