Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/299

Mere udførlige oplysninger om vejenes tilstand haves i de beretninger fra general-vejmesterne for Kristiansands, Bergens og Throndhjems stifter, som ere trykte i Norske samlinger I, 564–576, og som ere forfattede efter kongelig ordre i 1739 og 1740. Det fremgår af disse, at vejvæsenet i Kristiansands stift på de fleste steder på den tid hun har været lidet tilfredsstillende, idet general-vejmesteren endog her for det meste fandt det mindre hensigtsmæssigt at strække sig videre end til at arbejde for istandbringelsen af gode rideveje. Med hensyn til vejenes inddeling efter mile og indretning af vejstykker, da var „det meste“ gjort; derimod var der, efter hvad han oplyste, fremkommet klager over vejene fra folk, som passerede dem om våren, forinden arbejdet på dem var begyndt. Men dette, at vejene da vare i en dårlig forfatning, skrev sig derfra, at man for ikke at besvære almuen altfor meget ikke plejede at opbyde den til „vejrødning,“ førend plogen var lagt, hvortil imidlertid de, som rejste, ikke ‘vilde tage hensyn. Dertil kom dog endnu det, som general-vejmesteren indrømmede, at almuen for sit vedkommende var meget uvillig, og at lensmænd og rodemestere, som dog skulde være „de vittigste og bedste af den stand,“ ofte viste sig efterladne. I en betænkning, som stiftamtmanden i Kristiansand i anledning af denne indberetning afgav, oplyste han nærmere, at der i Ryfylke overhovedet ikke gaves nogen kørevej, men at man fra Stavanger af kunde køre 6 mile østover, medens der videre på de 4¾ mile til Sireåen ikke var tale om andet end at ride. I Lister og Mandals amt var det på postvejen kun muligt at komme frem til hest, ligesom der kun på et par ganske korte stykker var adgang til at anlægge en kariolvej. Fra Kristiansand til Arendal, hvor man regnede afstanden for at være 8 mile, gik der endelig en ridevej, som på sine