rindelig ikke vare af den bedste sort, være blevne meget forbedrede ved midten af forrige århundrede. Da general-vej-intendantens embede oprettedes, blev det under 26 Decbr. 1789 bestemt af kancelliet, at Jarlsbergs vejvæsen skulde henhøre under ham, hvilket vakte grevens misfornøjelse, da han påstod, at vejbestyrelsen inden grevskabet, såvelsom retten til at beskikke vejmester tilkom ham. Det blev imidlertid atter ved en kgl. resolution af 1 Oktober 1790 bestemt, at det skulde have sit forblivende ved kancelliets bestemmelse. Det oplystes også, at general-vejmester Krohg havde ført tilsyn med grevskabets veje, hvilket dog også kun kan have været efter en privat aftale mellem ham og greven. Ved en kgl. resolution af 19 Juli 1793 blev det endvidere på ny bestemt, at grevskabet med hensyn til den specielle bestyrelse af vejvæsenet skulde henligge under general-vej-intendanten, og at den af greven ansatte vejmester, Karl Hals, skulde nyde 50 rdl. pension af vejtolden i grevskabet, medens denne for øvrigt skulde tilfalde den almindelige vejkasse.
Hvad general-vej-intendantens embede angår, da vare de til dette henlagte forretninger oprindelig ikke meget forskellige fra general-vej-mesternes, nemlig (efter instruktionen af 15 April 1791) væsentlig at føre tilsyn med anlæg af nye og vedligeholdelsen af gamle veje. Dog synes det, som om det første har været betragtet, som hans væsentligste opgave; når han fandt, at der var trang til nye veje, skulde han og vedkommende distrikts amtmand træde sammen for at overlægge det fornødne og derved høre almuens mening, „for at fornemme, hvad samme måtte have at indvende.“ Efter forretningens afslutning skulde en plan for anlægget tillige med en beregning over de dermed forbundne udgifter indsendes til kancelliet, og når så dette havde bifaldt disse,
