endrborinn[1]. Saaledes tænkte man sig da, at Olaf Gudrødson, der ved sin Død var bleven til en Alf, var endrborinn derved, at hans Sjæl havde begyndt et nyt Menneskeliv i Olaf den hellige[2]. Men da den lappiske Sarakka, der ligesom vor gamle Mythologies Norner, skjøndt et højere Væsen, dog som et Slags Jordemoder var tilstede ved ethvert Menneskes Fødsel, havde en afgjørende Indflydelse paa det nyfødte Menneskes Liv og Skjæbne, vel netop derved, at hun fra det Sted, som var de ulegemlige Sjæles Hjem, hentede den af disse, som i dette Menneske skulde tage Bolig[3], da synes der dog at være saa liden Grund til at anse det for umuligt[4], at Lappernes Sarakka-aibmo og Jabmi-aibmo kan have været et og det samme, at de endog synes at maatte have været det.
At der efter vore Forfædres Forestilling ikke har været nogen væsentlig Forskjel mellem de underjordiske eller Alferne og de menneskelige Sjæle, som ved Døden ere udfarne af deres jordiske Legemer, deraf kan man ogsaa finde et Spor i, at Juletiden, ogsaa efter Almuens Forestillinger i vor Tid, ikke allene udsætter Menneskene for Besøg af Oskreiden eller de afdødes Sjæle, som gjerne ville tage de levende med sig, men ogsaa er en Tid, da de underjordiske besøge Menneskene for at deltage med dem i Nydelsen af den tilberedte Julekost eller for at frastjæle dem denne[5]. Paa det samme
- ↑ Helgakv. Hjørv. Slutn. Helgakv. Hund. 2 (Soph. Bugges Udg. S. 178 b. 191 Pros. 10); ogsaa aptrborinn Sigurdarkv. 3, 45.
- ↑ Flatøb. II, 135; jvf. Dáinn fyr alfom Hávam. 143.
- ↑ Se Mannhardt germ. Mythen S. 255 fg. 297 n. 4.
- ↑ Som Castrén i Föreläsn. i Finsk Mytologi S. 139. 144 fg.
- ↑ A. Faye, norske Sagn S. 31; P. C. Asbjørnsens Huldreeventyr II, 83; Segner fraa Bygdom II, 23 fg.; J. E. Nielsen, Sögnir fraa Hallingdal S. 45. 47. Jvf. Mannhardt Germ. Mythen S. 825. At lignende vederfores Halfdan Svarte og Harald Haarfager, omtales i Flatøbogen I, 563. 567.
