Olaf Gudrødson paa Vestfold, Halfdan Svartes Broder, var død, blev han til en Alf og kaldtes Olaf Geirstada-Alf, under hvilket Navn han ogsaa dyrkedes ved Offringer i det Haab, at han skulde skaffe Folket gode Aaringer[1]. Hvorvidt man ogsaa har forestillet sig de Alfer som afdøde Menneskers Sjæle, til hvilke man paa Island efter Kormaks s. c. 22 p. 216. 218 offrede for at vinde deres Hjælp til Þorvards Helbredelse, og til hvilke der offredes paa en Gaard i Gautland, da Sighvat skald kom dertil paa sin Reise (Heimskr. Olafs s. h. h. c. 92), kan man ikke se. Men at man ikke har skjelnet nøje mellem de i Gravhaugen lagte Døde, som oftere kaldes haugbúar, og Alferne eller de underjordiske, kan ogsaa sluttes deraf, at ogsaa disse have gaaet under det samme Navn, som man kan se af, at “Høgeboer“ nævnes mellem Fossegrimen og Fjeldtroll som deslige Væsener, mod hvilke Jakob Jensen brugte forfængelig Læsning efter hans egen Tilstaaelse for Stavangers Kapitel den 10de Juni 1584. I Landnáma 12, 12 (jvf. Eyrbyggja s. c. 4) siges det jo desuden udtrykkelig, at Þorolfs Frænder havde den Tro, at de, naar de døde, gik ind i et Fjeld; som fik Navn af Helgafell; og naar der saa tilføjes, at man desaarsag ikke der maatte hafa alfreka, saa ligger jo deri tydeligt nok, at naar de ved Døden gik ind i Fjeldet, saa bleve de derved til alfar[2].
Fra det samme Hjem, hvor de afdødes Sjæle fore hen, hentede da vel ogsaa Nornen de Sjæle, som ved et Menneskes Fødsel skulde træde ind i denne nyfødtes Legeme, og naar denne sjæl tidligere havde haft Bolig i et Menneskes Legeme under dets Liv her paa Jorden, da blev dette derved
