noget ved Trolddom, uden at dertil netop maatte være brugt vitt. En Afledning af vitt er fremdeles Substantivet vitki (ɔ: Troldkarl) Hyndluljóð 33 (Snorres Edda I, 44), Lokas. 24, hvortil svarer ags. vitga, vitega (med det deraf afledede Verbum vitegean), ght. vîzago (med Verbet vîzagon. nht. weissagen); ligesom vittugri, Dat. fem. af et Adjektiv vittugr er Vegtamskv. 4 brugt substantivisk om völva[1].
Allerede fra gamle Dage have Lapperne, som troldkyndige, i Besynderlighed været berømte eller berygtede for deres Dygtighed i at gjøre Vind eller fremkalde Uvejr. Til de ældste Beretninger derom kan regnes hvad Saxo (ed. P. A. Müller I, 452) fortæller om det Uvejr, Bjarmerne paaførte Regner og hans Hær paa hans Krigstog mod deres Land, eftersom Bjarmerne, om end forskjellige fra Lapperne, og hørte til samme Folkestamme, og det ikke engang er usandsynligt, at Saxo er kommen til at sætte Bjarmerne istedetfor Lapperne, med hvilke Regner paa Vejen til hine ikke vel kunde undgaa at komme i Berørelse. I en geografisk Ordbog forfattet efter Begyndelsen af det 13de, men før Midten af det 14de Aarhundrede, fortælles der ifølge W. Wackernagels Meddelelse i Haupt Zeitschr. f. d. Alterthum IV, 495 om Finnerne, at om nogen er paa Sejlads langs deres Land og der opholdes af Mangel paa føjelig Vind, da byde de ham Vind til Kjøbs og skaffe den tilveje ved at tage et Nøste oprundet af Traad, hvorpaa der er knyttet flere Knuder, og saa løse en eller flere af disse Kunder, eftersom de ville have Vinden mere eller mindre stærk; og at Vinden da undertiden kan blive saa stærk, at den volder deres Død, som have kjøbt den. Det samme fortæller Bar-
- ↑ Jvf. Hyndluljóð 33, hvor völur og vitkar ere stillede saaledes ved Siden af hinanden, at hint betyder Kvinder, men dette Mænd, som give sig af med Trolddom.
