end at han af sin side Hat blev kaldet ikke allene Síðhöttr, (Grimnismál 48), men ogsaa Höttr (Halfs s. c. 1); og naar man ikke længer tænkte sig den store Mester i Trolddomskunst Odin eller Möttull som en Gud, men heller som et Menneske, da havde man jo den bedste Anledning til at tænke sig ham som de troldkyndige Finners Konge, som netop derfor til indbyrdes meget forskjellige Tider fremtraadte under dette Navn, fordi det i Grunden ikke betegnede en virkelig Personlighed, men kun var en Personification af Finnernes Troldkyndighed.
Afledninger af dette vitt ere vel ogsaa verberne vitta og vitka[1]. Ti naar det Völuspá 26 heder om en völva, at hun vitti ganda, er derved vistnok ment det samme, som Loke beskyldte Odin for, nemlig, at hun ved Brugen af vitt satte i Bevægelse saadanne Aander, som gik under Navn af gandar, for ved deres Hjælp at faa udspurgt hvad hun vilde vide, eller udrettet hvad hun ønskede gjort, i Hovedsagen altsaa det samme som i Fostbr. s. S. 96 er udtrykt i Ordene víða hefi ek göndum rennt. Vitka forekommer kun i det sammensatte finnvitka,. Flatöb. II, 76, hvor der fortælles om den Beskyldning, Þorgils gjorde Hrói, at denne nemlig havde for Betaling faaet Finner til at slaa det ene Øje ud paa ham. Saadant tænkte man sig vel, at Finnerne gjorde ved Hjælp af vett og gand, om man end senere har tænkt sig, at det kunde foregaa paa anden Maade, naar nogen slog Øjet ud paa en Tyv[2]. Alligevel kan man nok tænke sig, at Ordet vitka ved Siden af den oprindelige eller specielle Betydning tillige har faaet en mere almindelig, saa at det brugtes om at ave Trolddom, udrette
