Forberedelser til sin Gjerning, og derpaa opløftede Troldtrommen. Men det er dog iøjnefaldende, at han under et saadant Klæde ikke vel kunde opløfte den, medens der ikke er Tale om nogen Forandring i hans Stilling, førend han gjorde det. Man kunde derfor være tilbøjelig til at antage, der i Chron. Norv. skulde læses super for sub, eller at der paa en eller anden Maade er indløben en saadan Fejl i Fortællingen, at den er kommen til at fremstille Troldkarlen som begyndende sin Trolddomsgjerning skjult under et Klæde, istedetfor siddende ovenpaa et saadant. Men den sidste Stilling vilde paa det nærmeste svare til den, som en völva plejede indtage. Til dennes Trolddom (seiðr) udkrævedes galdr (eller seiðlæti) ligesom incantationes eller juoiggem til Lappernes, kun med den Forskjel, efter de Beskrivelser, man har derover, at hos Nordmændene blev den til Trolddomsøvelser hørende galdr sengen af andre, hos Lapperne derimod af selve Troldkarlen, tildels dog understøttet af andre Sangere. Som allerede bemærket, siges der ikke i Chron. Norv., at denne slog paa Trommen, om der end er al Sandsynlighed for, at han gjorde det. I Navnet völva kunde man maaske ogsaa se en Antydning af, at hun bar en Stav, som dertil anvendtes, omendskjøndt man, saafremt der ligger et völr i völva, ogsaa kunde holde dette for at være = gandr. I Þorfinns s. Karlsefnis c. 3 fortælles der ogsaa virkeligen om en völva, at hun havde i Haanden en paa særegen Maade prydet Stav, uden at der dog gives mindste Oplysning eller Antydning om den Brug, hun gjorde deraf. Om nogen Tromme er der aldeles ikke Tale. Andensteds synes der dog at findes Spor af, at en völva havde saadan Tromme i Brug. Ti naar Loke i Lokasenna siger til Odin: enn þik síða koþo Sámseyjo í ok draptu á vett sem vaulor, vitka líki fórtu verþjód yfir ok
