dal fortælle os derom, stemmer temmelig nøje overens med, hvad foran er meddelt af Chron. Norv., og hos Kildal heder det endogsaa om Noaiden, at han, naar han under Sang slaar paa Trommen og løber rundt som en afsindig, ogsaa tager gloende Ild med Haanden, skjærer sig med hvasse Knive, som slet ikke skade ham, da han har gjort sig haard; – noget som paa det nøjeste stemmer overens med, hvad Castrén i hans nordiska resor och forskningar I, 199 fortæller om Samojedernes Tadiber. Om Noaidens Ekstase, hvori han foretager Rejser i Aanden for at udrette eller udforske noget, eller hvori han faar se, hvad der er skjult for andre, taler Peder Clausen i hans Norriges Beskrivelse S. 133, Halvard Gunnersen i hans Tilegnelse af Chron. Regum Norvegiæ (A. E. Eriksens Udg. af hans Acrostichis S. 22), B. Becker efter Olaus Magnus i hans Bezauberte Welt (Amsterdam 1693) IV, 147 fg., og Leem i hans Beskr. S. 447 (jvf. Schøning, Forsøg til de nord. Landes Geografi S. 90 fg.), uden at der er Tale om Runebommen som Middel til at fremkalde den; medens derimod Leem her omtaler hans nysnævnte Følesløshed eller Usaarlighed under Ekstasen.
Hvor Gand i det foregaaende er omhandlet som noget væsentligt baade ved Lappernes og Nordmændenes ældste Trolddom, er det ogsaa paavist, at Forskjellen imellem begge neppe har været saa stor, som man synes have været tilbøjelig til at antage, omendskjøndt den Kundskab, man har om, hvorledes Trolddomskunsten udøvedes hos begge Folk, er altfor ufuldstændig og uklar, til at man med Sikkerhed skulde kunne dømme om Forholdet. Om den norske völva (eller seiðkona) fortælles der altid, at hun, naar hun skulde udøve sin Seid, tog Sæde paa en hjall eller Forhøjning; om den lappiske Troldkarl heder det derimod i Chron. Norv., at han under et udbredt Klæde gjorde de fornødne
