hugþa ek þat args aþal, da synes det vanskeligt at faa lagt en antageligere Mening i Ordene draptu á vett, end at de skulle forstaaes om Slag paa Troldtrommen, hvorved han vilde faa sin gandreið i Stand. Men dette vett er formentlig samme Ord, som det vitt, der i Eids. Krist. I, 24. 45. nævnes blandt de Trolddomsmidler, der ikke maatte haves i nogen Mands Hus, og som forekommer i Udtrykket vitta vættr (ɔ: seiðkona) Yngl. s. c. 16. Et andet deraf sammensat Ord er vel ogsaa det Vitgeirr, der Haralds s. hárf. c. 36 forekommer som en Troldkarls Navn, hvad enten man skal opfatte geirr som et Egennavn, eller man deri skal lægge Betydningen af gandr.
For det sidste synes flere Grunde at tale. Der er allerede i det foregaaende gjort opmærksom paa, at ligesom Finnen ved sin Gand foraarsagede Stenskred, saaledes gjorde Odin det samme ved Udkastning af en reyrsproti (Flatöb. II, 72. Men som der ved denne reyrsproti neppe kan være ment noget væsentligen forskjelligt fra den sproti, som Starkad fik af Hrosshársgrani, og som blev til en geirr, der gjennemborede og dræbte Kong Vikar, da Starkad dermed berørte ham[1], saa synes ogsaa Geirvör (Eyrbyggja saga c. 43 (p. 77). 44 (p. 82) netop at betegne en skriða hvis Udskriden var foraarsaget ved Udsendelse af en saadan geirr eller gandr, eller rettere den Vor[2], Rand eller Vold, som nedentil begrændser den. At det er Odin, der ifølge Flatöb. II, 721 gjør hvad der ellers tillægges Finnerne, er ikke mere besynderligt, end at Jötunen Dofri (Flatöb. I, 56426, der vistnok er den samme, som havde stjaalet Julekosten fra Halfdan Svarte (Flatöb. I, 5644 fg.) og et Væsen
