er ogsaa aldeles overensstemmende med, hvad der i Chron. Norv. fortælles, at da den i Hvalskikkelse omfarende gandius var bleven gjennemboret af en stage eller en fiendtlig gandius i Skikkelse af en Stage, kunde man se dette paa selve Troldkarlen, som derved havde fundet sin egen Død. Skjøndt det, naar der i de Ord af Guilielmns Alvernus, som J. Grimm har optaget i sin Deutsche Mythologie, er Spørgsmaal de equo, quem ad vectigationes suas facere se credunt malefici de canna, ikke vel kan forstaaes anderledes, end at Troldkarlene gjorde canna til eller brugte den til sin Hest for at ride derpaa, saa kan dog Forfatteren neppe have været fremmed for den anden Forestilling, at den tryllekyndige iførte sig selv en anden Skikkelse, efterdi han strax efter taler om, at canna et calamus habitationes interdum malignorum spirituum sunt. Naar det i Chron. Norv. heder: vasculum – cetinis atque cervinis formulis – occupatum, quibus vehiculis per – profunda stagnorum ille diabolicus gandus uteretur, kunde ogsaa Ordet vehiculis her, ligesom vectigationes hos Guil. Alv., forstaaes om en Gjenstand, hvorpaa gandus red, uagtet jeg af Hensyn til, hvad der senere fortælles om gandium – in cetinam effigiem transformatum, har i det foregaaende foretrukket en anden Opfatningsmaade. Som ridende omtales Troldkjærringer under Navn af kveldriður eða hamhleypur i Postulasögur S. 914. Der heder det nemlig, at efter hvad man kan læse i hellige Bøger skulle de i Følge med Gudinden Diana og Herodias fare i kort Stund over store Havstrækninger ridende paa Hvaler eller Sæler, Fugle eller Dyr, eller ogsaa over vidtløftige Landstrækninger, medens man af hellige Bøgers Vidnesbyrd kan vide, at om de end da synes fare i legemlig Skikkelse, saa kan det alligevel ikke forholde sig saaledes. Skjønt hvad
