Forfatteren her siger om dem[1], efter hans egne Ord er hentet fra fremmede Kilder, saa ere dog baade de Navne, hvorunder han omtaler dem, og de Befordringsmidler, han giver dem, norske, saa at Forfatteren deri har fulgt vor egen Folketro.
Det er dog ikke overalt, hvor der i vore gamle Skrifter er Tale om gandreið, om tröll eller tröllkonur, at dermed er ment det samme, som paa de i det foregaaende omhandlede Steder. I Fornaldar sögur II, 131 har saaledes Forfatteren tydeligt nok ved tröll og tröllkona, uagtet han kalder deres Færd gandreið, ment mytiske væsener, hvis Hjem man hensatte i det høje Nord. Som Jötunkvinde betegner ogsaa den tröllkona (eller tröll), der omtales i Snorres Edda I, 464 fg., sig, skjønt hun tillige kalder sig selv vilsinnr völu, det vil sige et af de Væsener, af hvis Hjælp en völva pleiede at betjene sig. Den i Helgakv. Björvarðssonar omtalte Hrimgerdr var ogsaa af Jötunslægt, skjøndt der neppe kan være Tvil om, at jo Atle (se v. 15) ansaa hende for en kveldriða. Om saadanne Troldkvinder, der vare af Jötunslægt, og som, hvad Forestilling man end i øvrigt gjorde sig om dem, allerede eller allene derfor kunde kaldes kveldriður, fordi de vare ude at færdes om Natten og ej kunde taale at beskinnes af solens straaler, men, naar saadant skede, forvandledes til Sten, heder det ellers gjerne, at de ride paa en Ulv med Hugorme som Tømmer (Helgakv. Hjörv. 30 Pros.; SE. I, 176; jvf. Fornm. VI, 403[2]).
- ↑ J. Grimm, d. myth.3 220 fgg. 1010 fgg.
- ↑ Det samme fortæller ogsaa Snorres Edda 1, 176 om Jötunkvinden Hyrrokkin, der udtrykkeligen betegnes som gygr; jvf. A. Kellers Fastnachtspiele S. 41. L. 26–29.
Men selv om saadan Riden ikke allene kunde kaldes men ogsaa virkeligen var kaldet gandreið, var man dog ingenlunde
