Sjele, men senere og tillige saadanne Mennesker, der gave sig af med Trolddom, og for at kunne dette allerede her i Livet havde givet sig i hans Vold, eg em hvilke man tildels troede, at de om Julenatten i Kirken fornyede sin Pagt med ham[1]. Naar de Væsener, som ere med i Oskreiden og især om Julenatten hjemsøge Menneskene[2], medens de paa sine Steder kaldes Jolasveinar, paa andre Steder gaa under Navn af Troldkjærringer, da har man vel dog i dette Navn netop det gamle tröllkona (Eids. 2, 35), saa at man ikke mere ved Troldkjærring end ved tröllkona behøver at forstaa en Kvinde, der er kyndig i og giver sig af med Trolddom, da det tvertimod vel ofte hverken betyder mere eller mindre, end det gamle kveldriða, hamhleypa.
Naar en saadan hamhleypa er ude at færdes i Dyreskikkelse, f. Ex. som en Kat[3], og der ogsaa efter denne Tids Folketro ikke kan tilføjes dens Ham eller paatagne Skikkelse nogen Skade, uden at dens virkelige eller menneskelige Legeme tillige paa en synlig og følelig Maade bliver rammet deraf[4], da ligner dette ikke allene hvad der i Fridþjófs s. c. 6 fortælles om Heið og Hamglöm, men det
- ↑ Se P. Fyllings Folkesagn (Aalesund 1874) S. 179 fg.
- ↑ Da deres Besøg er farligt og kan blive skadeligt, søger man at skræmme dem bort ved Skyden og at beskytte sin Eiendom ved Tjærekors eller Staal.
- ↑ Paa Kristian den 4des Tilbagerejse fra Finmarken havde man ombord en stor Kat, som en af Kongens Spillemænd havde frataget en Finnekone paa Kildin, men den blev kastet overbord, da Lodsen, som vel vidste, hvad Slags Folk det var, og hvad de kunde gjøre, paastod, at den var Skyld i det Uvejr og den Modvind, hvormed de havde at kjæmpe; se Sigv. Grubbes Dagbog i S. Brings Handl. i Svenska Historien 3, 52 fg.
- ↑ Se P. Chr. Asbjørnsen, norske Huldreeventyr og Folkesagn I, 11–14; Grimm, d. Mythologie 3te Ausg. S. 101317.
