paa den, efter at de, formentlig paa samme Maade, vare komne over til Island.
Blandt Lapperne stod en Troldkarl, som i deres eget Sprog, i det mindste senere, kaldtes noaide, i stor Anseelse. Ganske anderledes var det derimod blandt Nordmændene, hos hvem det i Almindelighed ansaaes for en Skam eller noget utilbørligt, om en Mand gav sig af med Trolddom, saa at dette gjerne overlodes til Kvinder[1]. En saadan Kvinde, af hvem man lod sig spaa, kaldtes i Almindelighed völva[2], og da man gjerne ønskede, at hun skulde spaa en godt, saa kunde det ikke vel være anderledes, end at jo hendes Kunst og Gjerning skaffede hende en vis Anseelse. Hvor hun og hendes Gjerning omtales, finder man oftere gandr eller Plur. gandar nævnt. Saaledes Völuspá. 29, hvor der ved spá ganda, som völvan saa, maa forstaaes de Oplysninger om skjulte Ting, som hun indhentede ved de gandar, som hun vítti (Völuspá 22), jvf.
- ↑ Derfor betegnedes ogsaa saadant som noget, der var en Mand uværdigt, med Udtrykkene args aðal Lok. 24, argskapr, Hervarar saga (S. Bugges Udg.) S. 2635, bleyði sammesteds, ergi Yngl. c. 7. Gisla s. Súrssonar (Udg. af 1849) S. 31; ragskapr Barlaams s. S. 13899; ligesom der Chron. Norv. S. 1215 tales derom som inertissimæ artis ignominia.
- ↑ Maaske völva kunde være en Afledning af völr, og valgaldr Vegtamskv. 4, som første Halvdel indeholde det samme völr eller völva. Ti man tør vel antage, hvad i det følgende skal omhandles, at hun ligesaavel som de lappiske Troldmænd brugte en Stav til dermed at slaa paa en Troldtrumme for saaledes at bringe sig i Ekstase. Naar G. von Duben (Om Lappland och Lapparne S. 273 Anm.) siger, at gandr dels er den Kjep, som seiðkona bruger ved Udøvelse af sin Trolddomskunst, dels saadan Kjep, hvorpaa Troldkvinder ride, da grunder dette sig formentlig paa, hvad derom findes i min Ordbog under gandr. Men min Opfatning af Forholdet er, som af denne Afhandling vil sees, nu ikke længere den samme, som deri er udtalt. Med gandr eller Lappernes Gan har det gn. Ord gan aldeles intet at giøre.
