des jo endog paa Færøerne, hvor denne Skik ogsaa er i fuld Hævd, med Navnet Nornagreytur[1].
Til Nornerne kan jeg derimod ikke henføre den Uksakka, som Friis efter L. Læstadius omtaler S. 93, omendskjøndt hun ligesaa vel som Sarakka skulde være en af Maderakkas tre Døtre. Her maa vistnok være en Forvexling eller Forvirring tilstede. Ti efter min Formening er det hævet over al Tvil, at uksakka er den Dørkjærring, som man ofte hos os beskylder for at blæse Lyset ud, naar man med dette i Haanden gaar gjennem en Dør, og det slukner paa Grund af det derved opstaaede Træk, og om hvilken man paa Færøerne hører den samme Tale[2]. Men den Dørkjærring er vistnok ikke andet, end en af de arme Sjæle, som uden at kunne finde Ro efter Døden færdes omkring i Menneskenes Nærhed og derunder gjør dem Fortræd[3].
Et Slags Gjengangere maa det ogsaa have været, som de svenske Lapper dyrkede med Offere under Navn af Julefolket[4], og som hvis Anfører eller Herre maa ansees den af Högström[5] omtalte Jauloherra. Ti dette Julefolk
- ↑ Antiqvarisk Tidsskrift 1849–1851 Side 388. Naar Jessen S. 32 fortæller, at der i Grøden sattes 3 Pinde o. s. v., da har dette en paafaldende Lighed med de 3 Knive, som efter Burchard af Worms (se Mannhardt germ. Mythen S. 631 fg. fandtes i eller ved den Mad, der til visse Tider sattes for Parcerne. Men istedetfor de 3 Pinde har Sigv. Kildal i Skand. Litr. S. Skr. 1807 3dje Aarg. 2det B. S. 470: en liden Bue og Pil, som siden lægges ved Barnets Vugge, at det, om det er en Dreng, kan blive en god Skytte.
- ↑ Sammesteds Side 305 nr. 8.
- ↑ Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung XI 397 fg.
- ↑ Schefferi Lapponia S. 105. 132 fg. jvf. 100 (94. 118 fg. jvf. 89 fg). Jvf. joulo-gazze, Leem Beskr. S. 482.
- ↑ Beskrivelse öfver de til Sveriges krona hörande Lapmarker S. 180 188 fg.
