behandlet dette Æmne, have medtaget og fremstillet som henhørende til den lappiske Gudelære og Mytologi.
Som et af Lapperne dyrket guddommeligt Væsen, der havde en stor og indgribende Indflydelse paa Menneskenes Vilkaar, omtales Sarakka. Hvad herom meddeles, ser dog i mange Henseender saa mørkt og forvirret ud, at det ikke er godt at gjøre sig nogen klar og bestemt Forestilling derom, medens baade Navnet og den Virksomhed, der tillægges dette guddommelige Væsen, ved første Øjekast let kan synes at have saa liden Lighed med, hvad ellers er os bekjendt, at man derved fristes til heri at se noget for Lapperne eller deres Folkestamme aldeles ejendommeligt. Ser man nøjere til, overser man dog ikke let en væsentlig Lighed mellem noget heraf og Forestillinger tilhørende vor egen hedenske Mytologi, der fremdeles gaa igjen i endnu bevarede Skikke. Eller maa man ikke ved at læse, hvad der hos Friis i hans lappiske Mytologi Side 90 fg.[1] fortælles om Sarakka, nødvendig komme til at tænke paa Nornerne, der vare tilstede ved Menneskets Fødsel og beskikkede dets Skjæbne ved, som det hed, at “skapa mönnum aldr“? Og naar det sammesteds Side 91[2] fortælles, at Barselkvinden, naar hun var forløst, med tilstedeværende Kvinder spiste Sarakka-Grød, da er dette jo saa langt fra at være noget for Lapperne særeget, at det jo endnu mangesteds blandt Nordmændene ansees for en ueftergivelig Pligt for alle Nabokvinder, til den Nyforløste at bringe Barselgrød, som da fortæres af hende og dem i hendes Selskab. Ja denne Barselgrød kal-
