ninger som Hav-gap (Aabning mod Havet), Hav-gula (Vind fra Havet, som blæser ind ad Fjordene), Havs-auga (Sund mod Havet) o. s. v. Det er altsaa ganske træffende, naar Snorre først sammenligner Limfjordens trange Indløb med en “Aa-Rende“ og derpaa Livø-Bredningen med et “stort Hav“ (er sem mikit haf); men man bør ikke derfor sige, at Snorre har “kaldt den Del af Fjorden et bredt Hav“, og det er aldeles utilladeligt deraf at drage den Slutning, at naar han senere i Capitlet brugte Ordene “til hafs“, saa tænkte han paa dette “brede Hav“.
Ved et Eid i norsk-islandsk Betydning tænker vi ikke altid først paa de to Landstrækninger, der forbindes, men snarere og ialfald samtidig paa de to Søer, der adskilles, (Ivar Aasen definerer derfor Eid rigtigt som et “smalt Landstykke mellem to Søer“); skal altsaa Snorre nogenlunde kort beskrive et Eid, bør han ikke (som Steenstrup mener) sige “der er et Eid mellem Landet og Øen eller Halvøen“, men “der er et Eid mellem Limfjorden (eller en Del af den) og Vesterhavet“, og dette siger ogsaa Snorre udtrykkelig, naar man vil tage de Ord sammen, som hører sammen: Der hvor Fjorden er bredest, hedder den Lusbreid, men der (ɔ: ved Lusbreid) er et smalt Eid fra Vigen længer inde (ɔ: længer inde i Fjorden, regnet fra Indløbet) vest til Havs. Endog Knytlingasaga maatte paabyde denne Forklaring; thi her maa dog “vest til Havs“ betyde “til Vesterhavet“, ikke til Limfjordens “indre Hav“ (Lusbreid), thi dette omtales jo ikke her. Eidet beskrives altsaa netop, som Ivar Aasen forlanger, idet de to Søstrækninger angives: det strækker sig fra vigen i Lusbreid til Vesterhavet.
Sin Mening om, at Harald kun drog sine Skibe over Løgstørgrunden og derfra seilede Fjorden ud mod Vest, har prof. Steenstrup støttet til et Par Indsigelser mod hver
