Vandet; og han sammenligner Steder paa Island og Færøerne, der kaldes “Eid“, uagtet i Flodtiden disse “Eid“ kan være satte under Vand. Benævnelsen har altsaa været givet dem, selv om de til sine Tider ikke svarede til den, idet vi maa hævde, at Betydningen af “Eid“ bestandig forudsætter et Stykke Land (en Isthmus), der adskiller to Vande og forbinder to Lande. Ordene “or víkinni innanverðri“, siger han, maa kunne tages efter Ordene, saa at altsaa Eidet “kom ud fra eller havde sin Oprindelse fra Bugten indenfor“. Han stiller dernæst Ordene “er ... vestr til hafs“ sammen og paastaar, at “med Ord, der angive at en Gjenstand er, ligger, findes paa et Sted, betyder Udtrykket “til havs“ at være ude paa, ude i Søen, til Søes, i Vandet“. Allerede dette maa jeg benegte, og Exemplerne, som skulde vise en saadan Betydning, viser andenstedshen. “Skip er hlaðit til hafs“ betyder ikke “Skibet ligger paa Søen ladet“, men Skibet er bleven ladet til (at fare over) Havet (til i Betydn. af en Hensigt); “til hals út“ betyder baade i det gamle Sprog og i nyere Norsk “ude mod Havet“[1]. “Hav“ betegner jo i det gamle som nyere Sprog ikke det samme som det mere farveløse “Søen“, men altid det aabne, store Hav, enten i Modsætning til Fjordene eller til Landet og Kysten. Man vil aldrig i den gamle Literatur finde det brugt om andet end de større Have, og om dets Betydning i nyere Norsk kan henvises til Ivar Aasen (der endog oversætter det med “Ocean“), hos hvem man vil finde Sammensæt-
- ↑ Et Exempel paa denne Betydning ar Udtrykket “til hafs“, selv i Forbindelse med Ord som “liggr“ (hvad Steenstrup ikke vil anerkjende), er citeret ovenfor i Beskrivelsen af Karmøen, Hskr. S. 356: “þar er mikil bygð, ok er þó víða eyin úbygð, þat er út liggr til hafsins“; thi at dette kun kan betyde “paa Havsiden“, sees af den følgende Sætning: þeir Ásbjörn lendu utan at eyjunni, þar er úbygt var“. Et andet Exempel er: I Rínarkvíslum liggr Frísland norðr til hafs (Antiq. Russes II 404).
