altsaa skulde den rette Form have været Lygs-breið, og at dette Navn paa sin Vei til Snorre ikke er bleven mere forvansket end til Lusbreið eller Lysbreið, er høist mærkeligt; man tør dog ikke med N. M. Petersen rette til Ligsbreið.[1] Nu staar der altsaa, at fra Vigen indenfor er der et smalt Eid vest tilhavs; det passer jo ganske godt paa Eidet ved Bulbjerg, der er mindre end en halv dansk Mil bred[2], og den indre Vig af Lygsbreid bliver da den saakaldte Bygholms-Veile. Rigtignok gaar denne Vig ikke lige mod Vest, men mod Nordvest eller kanske en Streg nærmere mod Nord; denne Unøiagtighed er dog for intet at regne, om man som Snorre betegner Jyllands Længdestrækning fra Vest mod Øst istedetfor fra Nord mod Syd. Og denne Opfattelse af Snorres Ord er – saavidt jeg kan se – den eneste sproglig og geografisk mulige. Det er ogsaa den, som hans nærmeste Eftertid paa Island vedkjendte sig; jeg tænker her paa den saakaldte Knytlingasaga, der er forfattet i Høiden et Snes Aar efter Snorres Død, efter manges Mening enten af hans Brodersøn Olav Thordssøn eller paa Grundlag af dennes (mundtlige eller skriftlige) Samlinger, medens alle er enige om, at dens Forfatter har ikke alene studeret “Heimskringla“ som Mønster, men ogsaa stærkt benyttet den og
- ↑ N. M. Petersens samlede Afhandlinger 1. 142. Livø kaldes i det 13de Aarhundrede Lygh el. Ligh (se O. Nielsens Udg. af Kong Valdemars Jordebog S. 136). Jeg havde tidligere fulgt Hr. Kruses Paastand, at ved “Lusbreid“ forstodes “Lysenbredning“, men ser nu af Hr. Steenstrups Oplysninger (Side 27), at dette Stedsnavn nok omtrent ikke existerer, ligesom man da maatte formode, at Snorre havde urigtigt henført dette Navn til den større Bredning.
- ↑ Prof. Steenstrup gjør opmærksom paa, at hvis Nordmændene drog sine Skibe over ved Bulbjerg, har dette skeet vest for Bulbjerg, “hvor de baade havde ret gode Vanddrag og lavere Landpartier for sig“, ikke som Munch mente øst for samme (Side 29).
