kortfattede og træffende, og han indskyder dem i Fortællingen, selv om denne havde et fast skriftligt Grundlag; da de er Forfatterens personlige Eiendom og karakteristiske for ham i Modsætning til den ældre Tradition, maa man vel vogte sig for af dem at drage Konsekvenser om de beskrevne Steders tidligere fysiske Beskaffenhed.
Snorre fortæller nu saaledes om Haralds Ophold i Fjorden: “Kong Harald fik vide af sine Speidere, at Kong Sven var kommen med en stor Flaade til Fjordmundingen, men det gik sent med at seile ind i Fjorden, thi kun ét Skib kunde seile ad Gangen. Kong Harald styrede med sine skibe ind i Fjorden; der hvor den er bredest, heder den Lusbreid, men der er et smalt Eid fra den indre Vig vest til Havs“. Ved Fjordmundingen menes Indløbet ved Hals, thi netop her er den smale Rende; allerede ved at tale om Fjordmundingen (fjarðarmunni) viser Snorre her, at han anser Limfjorden for en virkelig Fjord, ligesom “Þrondheimsmynni“ er det yderste af Throndhjemsfjorden og “Slesmynni“ (i Flensborgs Stadsret) Mundingen af Sle (Slien); vi har ogsaa ovenfor seet, at Snorre ikke alene ingen anden Aabning af Fjorden kjender, men endog ændrer sine Kilders Ord for at faa dem til at passe til denne Forestilling. – Lusbreid kaldes den bredeste Del af Fjorden i alle gode Haandskrifter: Kringla, Jöfraskinna og Eirspennill; i Codex Frisianus staar rigtignok “Lyseið“ (feilskrevet for breið paa Grund af det efterfølgende “Eid“), dens Skriver har altsaa rimeligvis i sin Original havt Lysbreið[1]. Dette Stedsnavn svarer ganske til det nuværende Navn paa den bredeste Del af Fjorden, Livø-Bredning, thi Livø hed i ældre Tid Lygh;
- ↑ Den sidste Form kan have staaet i Peder Claussøns Manuskript, siden han oversatte “Lius-brening“.
