dier paa Stederne eller ved Efterspørgsel hos stedskjendte
Hjemmelsmænd. Jeg minder her om Beskrivelsen af Frædø
i Anledning af Slaget c. 955: “Der er flade og store Sletter,
men ovenfor gaar en lang og temmelig lav Brekke“[1] eller
om Godøerne i Anledning af Olav Trygvessøns Tog mod
Raud ramme: de Øer, som Raud beboede, hedder Gylling
og Hæring, men tilsammen kaldes de Godørne, og nordenfor
dem (er) Godøstrømmen, mellem dem og Fastlandet“[2]
eller om Mælaren i Anledning af St. Olavs Ophold der: “fra
hele Svealand falder Elvene i Logen, men der er kun en Os
mod Havet og saa smal, at mange Elve er bredere; men
naar der falder meget Regn eller Sneen smelter stærkt, da
strømmer Vandene saa voldsomt at der er Fossefald ud gjennem
Stokksund, men Logen flømmer da højt op paa Landet“[3]
eller om den svenske Landskabsbeskrivelse i Anledning af
Stridighederne mellem Norge og Sverige c. 1018 (mærk
navnlig: det har holdt sig hele Tiden siden, men varer
nu kun 13 Dage[4], eller om Sarpsborg ved dens Anlæg (“der
er en stor Fos, som hedder Sarpen, et Næs gaar ud i Elven
syd mod Fossen[5], og om Karmøen i Anledning af
Thore Sels Drab (“den er saadan beskaffen, at den er stor,
lang og almindeligvis ikke bred, den ligger ved den sædvanlige
Vej udenskjærs; den bebyggede Del er stor, men den er
mest ubebygget paa Havsiden“[6].
Om flere af disse Beskrivelser gjælder det, at Snorre ikke selv har seet Stederne, men beskriver dem efter andres Beretning, og ganske sikkert er dette om Godøerne, om Mælaren og om Limfjorden. De har alle den samme Karakter, de er
