(Morkinskinna, Noregs Konungatal) eller Haakon Ivarssøns Saga[1]. Endvidere mas mærkes, at ind i Beretningen er indskudt en Fortælling om, hvorledes Harald skaffede Vand ved Hjelp af en Orm – en Fortælling, som i de ældre Kilder danner en Episode af Nisaafelttoget (1062), men som Snorre henlægger til Toget i Limfjorden (1061) for at redde den for Historien, da den paa hint Sted ikke passede[2]. Til Beretningen harer en Beskrivelse al Limfjorden, som alle Fortolkere er enige om at erklære for udmærket, uagtet de forklarer den forskjelligt. Man har endog gaaet saa vidt at opfatte den som en “speciellere Meddelelse om Limfjordens og dens Omgivelsers fysiske Beskaffenhed og Tilstand i det 11te Aarhundrede“; men dette er dog at lægge formeget i den. Snorre beskriver naturligvis Fjorden saaledes som hans Hjemmelsmænd skildrede dens Udseende, altsaa naar intet udtrykkeligt er bemærket om Forandring i Tidernes Løb, saaledes som den saa ud paa hans egen Tid; derfor siges overalt i Nutid: “saaledes ser Limfjorden ud, at den ved Indløbet er som en smal Elve-Rende (áráll), men kommer man længer ind i Fjorden, da er den som et bredt Hav“ (sem mikit haf). Det er jo idethele en Særegenhed hos Snorre, som flere Forskere ved Limfjords-Spørgsmaalet altfor meget har overseet, at han for at belyse de historiske Begivenheder tilføjer oplysende geografiske Bemærkninger, som man kan se han har skaffet sig under sin Reise i Norge og Sverige 1218–20 enten ved selvstændige Stu-
