Harald og hans Mænd atter “nord forbi Thjod“ og længer nord “veg de øster til Limfjorden, mest fordi Vinden drev dem ud af Kurs“; nu maa de ro videre nordover og ligger saa om Natten ved – Samsø, hvor Kong Sven overrasker dem; og ogsaa her tilføies til yderligere sikkerhed et Vers af Thorleik, hvorefter de da var i “Jyllandshavet“ (Kattegat). Det kan da ikke nægtes; at Sagaskriiveren hele Tiden har tænkt paa Farvandet øst for Jylland og henfører baade Thjod, Hedeby og Samsø hid, og man kan hverken (som Munch) tænke paa en Reise langs Jyllands Vestkyst og et Overfald overland øst til Hedeby eller (som Bricka og efter ham Steenstrup) lade Harald seile først langs Vestkysten forbi Thy, saa fare gjennem den aabne Limfjord og videre langs Østkysten til Hedeby; thi lignende Slangebugtninger maatte han da ogsaa have foretaget paa Hjemreisen, uden at et Ord derom var nævnt i Sagaen. Sagaskriveren har ved “Thjod“ tænkt sig et Landskab paa Østkysten af Jylland (maaske den fremspringende Halvø Dyrsland), medens de nyere Fortolkere har havt de virkelige Stedforhold for Øje. Det er ogsaa let at se, hvorledes dette ulykkelige “Thjod“ har forvildet sig ind i Sagaberetningen. Grundlaget for denne er egentlig Viser af Thorleik Fagre, der i disse nævner baade Mødet ved Elven, Hedebys Plyndring og Omraadet i Jyllandshavet. Men ved Siden deraf havde man et Par Vers af Stuv den blindes Arvedraapa; denne synes i sin Helhed at have nævnt alle de danske Landskaber, som Harald i den 46aarige Krig plyndrede, men kun et Vers om Falster og et om Thjod er levnet. Det første benyttede Sagaskriveren for dermed at udfylde et tomt Aar mellem Toget til Godnarfjorden (1048) og Toget til Hedeby (1050); til det andet vidste han ikke bedre Plads end at indskyde det i Fortællingen om Toget til Hedeby, hvorved Thjod blev
