Af naturen hæslige kunde djævlene kunstigt forskaffe sig et skjønt, forførerisk udseende eller ogsaa en fra deres egen forskjellig hæslighed. Alt efter hensigter eller behov gjorde de det ene eller det andet.
At djævlene, navnlig i den første tid, under tiden viste sig for de kristne i skikkelse af denne eller hin hedenske guddom, bør ikke forundre nogen. Den hellige Martin, den berømte biskop af Tours, saa dem forklædt som Jupiter, Merkur, Venus og Minerva. Men St. Martin levede i det fjerde aarh., og dengang var de hedenske guddomme jo endnu ilive, selv om de ikke mere stod i sin blomst; hans syner er derfor let forstaaelige, men mindre let forstaar man, at St. Rainoldo, biskop af Nocera, endnu i det trettende aarh. kunde se djævle i skikkelse af Jupiter, Venus, Merkur, Bakkus og Hebe. I dette andet tilfælde maa vi erkjende frugten af klassisk læsning, renaissancens anmarsch. De samme grunde, der forledede djævlene til at maskere sig som hedenske guddomme, kunde ogsaa foranledige dem til at paa tage sig oldtidens berømte mænds skikkelse. For en sproglærd i Havenna, ved navn Vilgardo, viste en nat flere djævle sig som Virgil, Horats og Juvenal, takkede ham for den flid, han anvendte paa deres skrifter, og lovede ham, at han efter sin død skulde faa del i deres berømmelse.
Meget ofte antog djævle, der sædvanligvis allerede havde en menneskeskikkelse, en anden, ligeledes menneskelig skikkelse, som svarede bedre til deres behov. Utallige beretninger af hellige mænd fortæller om djævle, som traadte dem imøde i skikkelse
