altfor rædsomme og hæslige fordreielser hos Satan. I Michel Angelo’s „Dommedag“ adskiller djævle skikkelserne sig ikke meget fra de fordømtes og gjør mere et skrækindjagende end hæsligt indtryk. Miltons dæmoner beholder efter faldet en ikke ringe del af sin tidligere skjønhed og majestæt, men hos Tasso har de sælsomme og forfærdelige skikkelser og minder om de gamle uhyrer. Kavalleren med fløielsvans, silkekappe, hanefjær i baretten og med kaarde ved siden er en moderne opfindelse.
Djævlene havde sine egne skikkelser, men kunde ogsaa efter behag antage andre, og saa stor er mangfoldigheden af disse og overgangen fra den ene til den anden, at man ikke altid kan adskille dem. Man kan almindeligvis sige, at der ikke fødes den skikkelse, som djævelen ikke ved leilighed skulde kunne antage; derfor fortjener han ogsaa fuldstændig navnet en „helvedes Proteus“ som man har givet ham. Milton vidste det godt. Idet han taler om de faldne engle, siger han om dem:
Sit kjøn de vælger efter frit behag,
ja begge, om de vil, og se, saa smidig,
saa enkel er den aandige essents,
at fri for ledemod og sener de
ei trænger til skelettets svage støtte,
som kjødet har behov. I hver en form
en lys, en mørk, en luftig eller tæt,
kan de forfølge sine dunkle planer,
om stødet til dem være kjærlighed,
hvad heller had.
Lad os prøve paa at finde os en smule tilrette i denne uendelige djævelske maskerade.
