af galante kvinder, og talløse fortællinger beretter om hellige kvinder, for hvilke djævle viste sig i skjønne, elskværdige ynglingers lignelse. Til disse farefulde visioner maa jeg vende tilbage, naar jeg kommer til kapitlet om djævelens fristelser. Ikke sjelden gjorde djævle sig en fornøielse af at vise sig for denne eller hin, som de vilde ærte, i en vens, en slægtnings eller anden nær bekjendts skikkelse, hvoraf der baade kunde opstaa og undertiden virkelig opstod megen skade og skandale. Den ærværdige Maria af Maibe opdagede djævelen i en eneboers kutte, der hidindtil af alle var anseet for en helgen. For den hellige Gerardesca af Pisa og andre helgener viste den onde sig forklædt som deres ægtehalvdele. I en kavalers skikkelse forlod han en dag den hellige Kunigundas sovekammer. Engang foretog han sig et endnu grovere spilop. Han antog St. Sylvans, biskopen af Nazareths, ydre, gjorde en pige en kjærlighedserklæring og lod sig derpaa finde under hendes seng. En dag traadte Thomas af Canterbury, en dominikaner fra det trettende aarh., hen til vinduet og saa djævelen i skikkelse af en prest, der viste sig, (jeg maa sige det paa latin), „nudato inguine, extento asinino veretro, velut ad urinam faciendam“. Da han raabte til ham, forsvandt synet pludselig. Den samme Thomas for talte, at han aaret 1258 ved Køln havde seet en stor skare djævle i skikkelse af hvide munke danse omkring ude paa en eng.
