del udformede djævelens skikkelse i de kristnes fantasi. Uden det romerske verdensherredømme var der af Satanas blet noget ganske andet, end hvad han er eller var. Alt hæsligt og djævelsk, som gjennemtrængte den hedenske civilisation, samler sig i ham, fortsettes i ham. Han blev den naturlige lokkefugl for alt, hvad der stiller sig for de kristnes frygtsomme, egensindige samvittighed som synd, — altsaa for en endeløs mængde tanker, sædvaner og handlinger. De guddomme, der har besiddet templer og altere, forsvinder ikke og dør ikke, men forvandles til djævle, af hvilke nogle har mistet sin tidligere forføriske skjønhed, men alle beholder eller endogsaa forøger sin antike ondskab. Jupiter, Juno, Diana, Apollo, Merkur, Neptun, Vulkan, Kerberus overlever side om side med fauner og satyrer sin tidligere gudstjeneste, stiger paanyt frem i det kristne helvedes mørke, fylder sjælene med skræk og gysen og frernkalder angstfulde fantasier og legender. Forvandlet til en sydlig dæmon griber Diana de kranglesyge, der ikke tænker paa sin salighed, og om natten fører hun et følge af hekser, som hun har undervist, gjennem luften under den tause stjernehimmel. Venus, der fremdeles brønder af elskov og ikke er mindre skjøn som dæmon end som gudinde, prøver sine gamle kunster mod mændene, fylder med uudslukkelig glød, fordriver hustruerne fra ægtesengen, holder under jorden i sine arme ridderen Tannhäuser, som drukken af begjær ikke bryr sig mere om Kristus og kræver fordømmelsen. En pave, Johan den 12te, der efter hans anklageres paastand havde begaaet den synd at drikke paa djævelens velfærd,
