Saaledes voksede Satans magt, blev forløsningsværket vanskeligere, frelsen usikrere. Kleniens af Alexandrien og Origenes havde lært, at alle skabninger skulde vende tilbage til Gud, men den hellige Augustinus troede, at Gud bare vilde forløse nogle udvalgte, og at størsteparten af menneskeheden vilde blive djævelens bytte.
Hvor saa mange modstridende lærer stødte sammen, saa mange modsatte indnydelser gjorde sig gjældende under filosofiens granskninger, navnlig den nyplatoniske og kabbalistiske, under Gnosis’ glimrende fantasier og det endnu vaklende, ortodokse dogme, er det en umulighed at danne sig et klart og skarpt begreb om Satans forandringer og tilvækst i kirkens første aarhundrede. Naar man ved, til hvilken sælso og formløs udjevning mellem meningerne den gang Roms religion var kommet, kan man let forestille sig, at Satanas af en slig blanding af smagløse troessætninger og sindssvage anvendelser maatte skabe mere end et element til sin personligheds fornyelse. I virkeligheden fremstaar kristendommens Satan af sammenstødet mellem forskjellige civilisationer og deres gjensidige trængen igjennem hos hverandre, af hverandre modstridende filosofier og fiendtlige religioner, og naar kirken triumferer, naar dogmet er fastslaaet, da udstrækker han sit forfærdelige herredømme over verden.
Den hedenske verdens uhelbredelige raaddenhed gav det ondes idé ny vægt og gjorde bæreren af denne idé jættestor. De kristne holdt hedningeverdenen for et værk af djøvelen, og paa den anden side var det hedningernes verden, der for den største
