paakalder ved terningspillet Jupiters, Veims’s og de andre dæmoners hjælp. Satan blir hyppig afbildet som faun, satyr eller som sirene.
Ikke før har kirken vundet seier, før Satans historie synes bekjendt i alle enkeltheder. Man kjender eller tror at kjende hans oprindelse, hans skjæbne gjennem skiftende tider, hans fremgangsmaade og gjerninger. Kirkefædrene har fortalt og beskrevet alt. Satanas var skabt god og blev ond; han faldt gjennem sin synd og drog et talløst folk af tilhængere ned med sig i sit fald. Senere kom man med den paastand, at det var en tiendepart af de himmelske hærskarer, som dengang blev styrtet ned i afgrunden; man har opdaget en skare af nøitrale engle, der ikke viste sig oprørske imod Gud, hellerikke tog parti imod Satan, men betragtede kampen mellem dem som rolige tilskuere. Paa slige engle stødte St. Brandano i løbet af sin eventyrlige reise, Parzifal hørte tale om dem langt borte i det yderste Østen, hvor den hellige Gral-relikvie blir bevogtet. Dnte gav dem plads i helvedes forhal sammen med ulykkelige, feige vsener, „som aldrig har levet“.
Men endnu har Satanas ikke ophørt at vokse, endnu er hans personlighed ikke fuldt færdig. Hans historie er lang, og er én æra i den afsluttet, begynder en anden. Asketerne, der var flygtet fra verden for at undgaa ham, men atter traf paa ham i ørkenen, ondskabsfuldere og mægtigere end nogensinde, og blev gjenstand for hans talrige efter-
