skjærper og mangfoldiggjør torturen, brænder alt, der kan antages at være smittet af ondet, mænd og kvinder, oldinger og børn. Der var steder, hvor bødlerne, udmattede af overanstrængelse, udslidte og fordummede nedlagde sit hverv.
Virkningerne af dette slags retfærdighed overtræffer selv sine haandhæveres forventninger. Nikolaus Remy, en dommer i Lothringen, udbryder i et anfald af berettiget stolthed: „Hos mig forvaltes retfærdigheden saa godt, at seksten hekse i et aar har ombragt sig selv med egen haand for ikke at falde i dens hænder“. Sandheden i ære maa man forresten tilstaa, at protestanterne ikke viste sig mindre virksomme i dette værk end katholikerne. Luther ikke alene troede paa hekse, men udtalte det ønske, at de maatte blive brændte allesammen, og blandt dem, der anstrængte sig ivrigst med at holde den falske tro vaagen og skjærpe forholdsreglerne, indtager Jakob I, Englands pedantiske, feige konge, den første plads. Og saaledes blev i trehundrede aar, takket være det endrægtige samarbeide mellem katholiker og reformerte, ikke ti- men hundredetusener af menneskeliv tilintetgjort.
Man maa lægge vel mærke til, at dommeren under processen havde heksen umiddelbart og synligt foran sig, men usynligt tillige djævelen, thi denne forlod, som rimeligt var, ikke sin skytsling, sin veninde og bolerske. Han hjalp dem (inkvisitorerne forsikrer det, og de maa jo vide det), til at lyve og tappert
