at udholde torturen; han lod vidnerne miste hukommelsen, forvirrede dommerens tanker og udmattede bødlerne. Fra ham kom alting. Døde heksene under pinslerne, var det djævelen, som havde kvalt dem forat hindre dem fra at tale. Tog de sig selv afdage, havde djævelen drevet dem dertil for at umuliggjøre processen. I Lindheim, en by i Hessen, blev fem eller seks kvinder anklaget for at have gravet op et barn og have benyttet det ved tilberedningen af den berygtede heksesuppe. De fik alle sine regelmæssige omgange pinebænk og tilstod forbrydelsen. Derpaa udvirkede en af deres mænd med megen møie tilladelse til at faa grave efter paa kirkegaarden for nærmere at undersøge tingen. Graven blev aabnet, og man fandt legemet uantastet i sin kiste, men inkvisitoren lod sig ikke føre paa vildspor og erklærede alt for et bedrageri af den forbandede djævel; de skyldige havde allerede tilstaaet, man havde derfor ikke nogen undersøgelse mere behov, men maatte lade retfærdigheden gaa sin gang til den hellige treenigheds ære og berømmelse. Hvorpaa kvinderne blev levende brændt.
For at tilintetgjøre djævelens bedragerier og argelist benyttede man paa forskjellige steder forskjellige forsigtigheds- og forsvarsmidler. Man iførte heksene en særk, der var vævet og syet paa en eneste dag, man gav dem en blanding at drikke, der var sammensat af forskjellige ting, som der var læst over. Man besprængte pinselsredskaberne med vievand, røgte med visse slags urter, o. s. v. Enten dette nu var grunden, eller det skrev sig fra andre aarsager, det lykkedes ialfald kun meget sjelden
