Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/189

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fulgtes af en mængde lignende, ligesaa skrækkelige og vanvittige skrifter, der alle underviste i den fromme kunst at opdage, undersøge, pine og stege hekse, alle djævelens, deres naturlige vens og beskytters bedragerier tiltrods. Fra nu af blir kjætter- og heksebaalene stadig mangfoldigere og slukkes ikke mere. Paverne puster skrækkeligt til ilden, blandt dem Leo X, den humane, pragtelskende Leo, lærdommens og de skjønne kunsters beskytter, en ven af al mulig dannelse. Alene i Lothringen har i et tidsrum af femten aar nihundrede personer besteget baalet og i fem aar ligesaamange i bispedømmet Würzburg; i bispedømmet Como brændtes der hundrede om aaret, og parlamentet i Toulouse brænder sine firehundrede paa engang. Ingen er sikker mod en anklage for trolddom, og omtrent bestandig leder anklagen til domfældelse og denne atter igjen til baalet. Allerede det er et daarligt tegn, at man ikke tror paa ondet, ja saa omtrent allerede bevis nok for brøden. Torturen gjør mirakler, den fravrister selv de frækkeste og mest haardnakkede tilstaaelsen af deres forbryderske samkvem med Satanas, leder til endeløse og paa hinanden følgende angivelser, der fra domstolen af som en uhyre polyp strækker sine fangstarme udover det forfærdede folk. Mere end én inkvisitor spørger skrækslagen sig selv, om ikke den hele menneskehed er gaaet over i djævelens tjeneste. For at lade retfærdighedens forsoningsværk arbeide om muligt hurtigere end ondets egen forplantning foregaar, gjør man hurtig proces, udspørger de anklagede efter visse formularer, der lægger dem bekjendelsen af deres forbrydelse i munden, man