Side:Det oldnorske verbum.djvu/30

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


de, rairoþ af redan, raade, og nogle flere. I Prakrit og sildigere indiske Dialecter findes intet Spor dertil. I Oldnorsk troer Bopp at see Spor dertil i jók, Imperfectum af auka, foröge, fermedelst dets Lighed med det reduplicerede gotiske aiauk, Imperf. af aukan, af samme Betydning. I saa Fald vil ligeledes jós, Imperf. af ausa, öse, være et Exempel paa samme Reduplication.

Det er mærkeligt, at den her omtalte Formation af Præteritum, som har vedlikeholdt sig i den nordlige Green af de indo-europæiske Sprog, har aldeles tabt sig i de yngre indiske Dialecter, som Bengalsk og Hindustansk; ja allerede i Prakrit savnes ethvert Spor af den.

Imperfectets anden Form i Oldnorsk, bestaaende i at föie Endelsen -ði eller -ða til Stammen, har været forklaret paa forskjellige Maader:

a. For mange Aar siden har Bopp yttret den Anskuelse, at Imperfectum i Gotisk, med Endelsen da, maa ansees dannet af Partic. Præt. (der oprindelig har ligesaavel activ som passiv Betydning) med Tilsætning af Personalendelser. Til Stötte for denne Anskuelse kan anföres Fölgende: Allerede Sanskritsproget selv giver Anledning hertil derved, at det, ved Siden af det foromhandlede Perf., undertiden udtrykker samme Begreb ved Omskrivning ved Part. Præt. og Hjælpeværbet være f. Ex. गतो स्मि, gatô smi (for gatali asmi), ɔ: gaaen er jeg, ja Part. Præt. bruges undertiden alene i denne Hensigt, f. Ex. स स्दितः, sa st῾itaḣ, han stod; स गतः, sa gataḣ, han kom.[1] Blandt de nyere beslægtede Sprog bruge det Hindustanske og det Engelske, til det samme Begrebs Betegnelse, ogsaa at stille personlige Pronominer ved Siden af Participium Præt. f. Ex. मैं जला, maiṅ ǵalâ, jeg brændt, for jeg brændte =[2] I burned, hvor det sidste Ord i hver Sætning er aldeles eensformigt med Part. Præt., og neppe oprindeligen forskjelligt derfra.[3] Ogsaa i Old-

  1. Flere Exempler anförer Wilson l. c. p. 411—12.
  2. Denne Form ,s om Prof. Garcin de Tassy kalder préterit simple, og oversætter med parfait défini paa Fransk, er i Singul uforandret for alle Personer, og har i Plur. Formen ǵale, med sædvanlig Pluralendelse. En anne nForm for Præt er मैं जल्ता था, maiṅ ǵaltâ t῾a, jeg brændende var, hvilken Prof. G. de T. kalder imparfait.
  3. I Throndhjems Stift og paa Helgeland miste ofte Imperfecterne paa de Endevocalen og forhærde d til t, hvorved Formen bliver lige med Part. Præt. Pass. f. Ex. glöimt for glöimde, glemte, hængt for hængde, hængte. I nogle bergenske Dialecter, som i Nordhordland og Voss, er Fleertallet i Imperfectum (af Verba med Omlyd) lige med Part. Præt. Pass. f. Ex. vore, været, og me vore, vi vare; fengje, faaet, og dei fengje, de fik. I flere Almuesdialecter forekomme derhos mange Verba uden Omlyd, hvori Imperf. og Part. Præt. i Form falde sammen, f. Ex. kasta = kastet og kastede; kalla = kaldet og