Side:Det oldnorske verbum.djvu/31

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


norsk er dette Imperf. ligt Part. Præt. blot med Tilsætning af Personalendelser; ja i Causalverba falder Causalbetegneren j bort i Oldnorsk, hvilket ogsaa tyder paa fælles Oprindelse, f. Ex.: af

lykja, lukke Part. Præt. lukt Imperf. lukta,
leggja, lægge lagt lagða,
rymja, rydde rumt rumda, o. s. v.[1]

Det er derhos baade oplysende og interessant at bemærke, hvorledes det Bengalske her har vidst at benytte tre Former af samme Oprindelse til at betegne tré Modificationer af Fortidsbegrebet. Det har nemlig, efter Carey’s Terminologie, et second Aorist paa -ita, et Imperfect paa -ila, og et Perfect paa ia, med Tilföielse af Personalendelser ved de to förste og af Hjælpeverbet, at være, ved det tredie. Den oprindelige Identitet af disse tre Former bliver klar, naar man hermed sammenholder Overgangen af den oprindelige Sanskritdannelse, -ita, i Prakrit deels til -ida, iḍa og ila, deels med Udeladelse af Consonanten til ia.[2]

b. Ved Siden af anförte Forklaringsmaade, som Bopp antog blot for Singularets Vedkommende, fremsatte han den Mening, at Pluralis dannedes ved Tilsætning af et Verbum, svarende til det tydske, thun; og, siden Grimm har paaviist et saadant Verbum i Gotisk, nemlig didan, har Bopp aldeles forkastet den anförte Forklaringsmaade, og vil ikke engang, med Grimm, erkjende noget Fælledsskab mellem Præt. Part. og Imper., men tænker sig dette baade i Sing. og Plur. dannet ved Sammensmeltning med nysnævnte Hjælpeverbum. Hans Grunde ere fölgende:[3]

  1. kaldede; orka, = orket og orkede, (formaaede). Endog i Reflexiverne viser Identiteten sig, f. Ex. syntest baade Part. Præt. og Imperf.

  2. I Sanskrit omskrives Perf. i Causalia ved et causalt Nomen og et Hjælpeverbum.
  3. Sml. Lassen l. c. p. 363, hvor han tillige sammenligner de slaviske Participier paa l, der ogsaa tjene til at danne Præterita. Han bemærker derhos paa flere Steder, som p. 205, 216, 395, at ḍ, r og l hyppigen ombyttes, hvoraf fölger, at, som han p. 131 not. udtrykker sig, ल, र, द, a scribis perpetuo confundantur. Af en saadan Overgang ere udentvivl de Imperfecter i Oldn., som ende paa -ra at forklare, nemlig rera (af roa, at roe) snera (af snúa, at snoe) nera (af núa, bebreide), grera (af gróa, at groe) særi (af sá, at saae). De Verber, hvis Rod, som i disse, ender paa en accentueret Vocal, svare nemlig til dem i Sanskrit, som ende paa ह, h, hvilke i Part Præt. jævnligen sammensmelte हत, ht til ढ, ḍ῾, og det er just dette ḍ῾ og ड, , som i Hindi i Almindelighed udtales som r eller rh. Overgangfra ढ, ḍ῾, til र, r forekommer ofte i Hindui, ja i Sanskrit allerede i Vedaerne. Cfr. Garcin de Tassy — Rudiments de la langue hindoui. Paris 1847, p. 23.
  4. See vergl. Gram. S. 865 flg.