Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/285

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

søndenfjeldske Forfatning, jeg, som kan til Grunden 7 Sprog, mit eget inclusive, som kan depensere aarlig 60,000 Rdlr. uden Skade, som har seet Verden, læst og tænkt, som er Medlem af det Storbritanniske Videnskabers Selskab, som har været Tolddirecteur over Agerhuus Stift i 10 Aar, som har været kongelig Commissarius over Bro- og Veivæsenet i 6 Aar, Formynder for de største Formuer, været intime med Thronfølgeren, har ingen Børn, trænger til Ingen, har et Brev fra Prinds Carl, som vel Ingen har Lige til, ja maaske er – – – – jeg vil tie – mig vil man skrive til, mig vil man give 15,000 Rdlr., der neppe er mere end til Husleie, pas servi, hvor tjente Necker og Pitt? Nei, vælg Dreyer, Wedel-Jarlsberg, Schubarth etc. etc. Quel état, quels hommes! Sig allevegne, hvor det kommer paa Tale, at min Stilling her er saa vigtig, at det er en Umulighed at modtage nogen Post, jeg vil ikke for Alt i Verden, at et Rygte, som er kommet à mon insu (det ved Gud) fra de første Folk i Kjøbenhavn til de første her, skulde skade mig i den Grad, at jeg skulde sætte en Ære i at opnaa Noget, da jeg bør føle mig saa æret her, at man dernedefra ingen Ære kan give mig.»

(6te Juni 1789). «Kongen af Sverig hader mig i den Grad, at han ønsker at faa mig fat for at indspærre mig, og Prinds Carl, for hvem jeg lider alt dette, som jeg var opofret med Liv og Sjel, og hvis ædle Hjerte jeg elsker, begynder nu og at fratage mig sin Fortrolighed, fordi de Rakkere, som krybe for ham og bagtale ham, ikke kan faa mig til at vakle. Voilà l’homme, voilà la cour! C’est ainsi, siger en stor Aand, que les Nérons ont toujours agi avec les Seneques, c’est à dire avec les vertus, ils les dégoutent pour les essayer, prets à les retenir, si elles veulent rénoncer à ce reste importun de pudeur, qui blesse la tyrannie plus qu’elle n’arrête

(20de Juni 1789). «Ellers vedbliver jeg at føle, at Intet har været mig mere græmmende end Maaden, paa hvilken Du handlede med Schimmelmann og Bülow om Ministerskabet i London og Undskyldninger til Pr. Carl. Qui s’excuse s’accuse. Du vidste, hvor intimement liés Pr. Carl og jeg vare, burde Du da ikke have sagt ham, hvad jeg har skrevet ham til, at det maatte være de nedrigste Mennesker, som kunde gjøre min grændseløse Hengivenhed for ham mistænkelig, at hvert Træk i mit Forhold mod ham, i min Iver for ham, i min Kjærlighed til ham og i mine høie Begreber om hans ædle Hjerte og oplyste Aand burde sige ham,