Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/286

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

at jeg var den, han kjendte mig for, den han ansaa mig at være, da han skjænkte mig sit hele Hjerte, sin uindskrænkede Fortrolighed. Derimod førte Du et koldt Sprog, at det var umuligt, at jeg havde sagt som Publicum, og at délateurs for at knække mit Mod (gode Gud, hvilket Udtryk!) havde maaske forstørret mine Udtrykke. Ach Carsten, manet alta mente repostum!»

(11te Juli 1789). «Pr. Carl har naturligvis tilskrevet mig hver Post. Vist elske vi hinanden. Der ere liaisons imellem os af ubegribelig Vigtighed. Han har Feil, men et ædelt Hjerte og megen Forstand.»

Allerede i et foregaaende Kapitel have vi omtalt den Reise, som Bernt Anker foretog til London i Aaret 1790. I den engelske Hovedstad var der, som vi allerede vide, en norsk Koloni, i hvilken Bernt Anker og hans Frue selvfølgelig strax vare optagne, helst da en af de betydeligste af de derværende Norske, John Collett, var Fru Ankers Brodersøn. Et heldigt Tilfælde sætter os istand til baade at iagttage Bernt Anker i London og at gjøre Bekjendtskab med, hvorledes denne norske Kreds’s Liv saa ud. En ung dansk Mand, Frederik Stoud, død som Etatsraad 1823 og bl. a. bekjendt som Forfatter af et i 1815 udkommet officiøst Skrift, «Tanker ved Tabet af Norge»[1], var nemlig samtidig i London som Hovmester for den unge Grev Otto Moltke, der siden bl. a. var Stiftamtmand i Christianssand, og hans Dagbog er bevaret.[2] Nogle Uddrag deraf hidsættes:

«London, 14de Februar 1790. Jo mere jeg lærer den fortræffelige Collettske Familie at kjende, desbedre lider jeg den, og dette, tror jeg, er det sande Stempel paa grundgode Charakterer. Jeg spiste ene med Collett, hans Kone og Etatsraadinde Anker, og vi underholdt os ypperlig. Til Aften bleve vi med Collett indbudne til hans Nabo og Kompagnon Mr. Gram, som ogsaa er en Landsmand. Dette Wellclose square kunde med god Grund hedde den danske square, den danske Kirke staar midt derpaa, ikke mindre end fire danske Familier leve paa Squaret, nemlig Konsul Wolff, Hr. Gros, den danske Præst, Mr. Collett og Mr. Gram[3].

  1. Se herom Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen, I, S. 46.
  2. Paa det store kgl. Bibliothek.
  3. For Stoud gik som for hans fleste Landsmænd alt Norsk op i det Danske. Konsul Georg Wolff, en født Nordmand, havde i 1783 etableret det dengang meget bekjendte Firma Wolff & Dorville og drev anseelige Bankierforretninger. Han skjænkede betydelige summer til norske Stiftelser, men Firmaet gjorde