Bettytoppen bød ikke paa lodrette fjeldvægger og
dype avgrunder, som kunde egge vor klatrelyst. Vi
bare spændte av os skiene og saa stod vi paa toppen.
Den bestod av løs ur og indbød ikke til promenade for
folk, som hadde daarlig raad paa fottøi. Det var en
fornøielse atter at sætte foten paa bar grund, og vi satte os
ned paa stenene for rigtig at nyde tilværelsen.
„Steinsmaken” gjorde sig imidlertid meget snart gjældende og
fik os paa benene igjen. Vi fotograferte hinanden i
„maleriske stillinger”, tok nogen stener med til dem, som
endnu ikke hadde sat fot paa bart land og spændte
skiene paa. Bikjene som før hadde sat kurs mot bart
land naar de saa det, brød sig nu ikke det ringeste
grand om det. De la sig paa sneen og nærmet sig ikke
toppen.
Mellem det bare land og sneflaten laa der blank, blaagrøn is, som viste, at det var rindende vand her til sine tider. Bikjene gjorde hvad de kunde for at holde følge med os nedover, men blev snart distansert.
Ved vor tilbakekomst overrasket vi vore kamerater med gaver av landet. Jeg tror ikke, de blev sat nogen større pris paa. Hørte enkelte ord som: „Norge” — „stein” — „massevis”. Jeg satte dem selv sammen og forstod meningen. „Gavene” blev lagt i depot som ikke absolut nødvendige paa sydturen. Hundene var allerede nu paa dette tidspunkt begyndt at bli meget griske. Alt som kom i deres vei forsvandt. Sveper, skibindinger, surringer m. m. ansaaes for delikatesser. La en et øieblik noget fra sig, var det det næste øieblik forsvundet. Ja, der var enkelte som i sin graadighet kastet sig over sine egne og sine kameraters ekskrementer.
