Naar det gik saa vidt, maatte vi binde dem, da denne ret tilsynelatende ikke bekom dem vel.
Den følgende dag — 18. november — begyndte vi opstigningen. For alle tilfelders skyld efterlot jeg i depotet en skrivelse med oplysning om veien, vi hadde tænkt at følge opigjennem fjeldet samt vor plan for fremtiden, utstyr, proviant m. m. Veiret var som vanlig vakkert, og føret fint. Hundene tok det over forventning bra. De to temmelig bratte bakker greide de i smaat luntetrav. Det saa ut som der ikke fandtes den vanskelighet, de ikke kunde klare. Den strækning vi derfor hadde opgaat dagen iforveien, og som vi trodde skulde bli mere end nok for denne dag, klarte vi nu med fuld oppakning paa kortere tid. De smaa bræer høiere op viste sig at være temmelig bratte, og vi maatte et par steder ta to og to slæder ad gangen med dobbelte spann. Bræene gjorde indtryk av at være meget gamle og helt uten bevægelse Der var ingen nye sprækdannelser at se. De som var, var svære og brede, men kantene var ganske avrundet overalt og sprækkene næsten helt fyldt med sne. For ikke at ramle ut i disse paa nedtur, opførte vi varder saaledes, at veien mellem to varder tok os klar av alle farer. Det nyttet ikke at arbeide i polarantræk i disse bakker. Solen, som stod høi og klar, var generende varm, og vi maatte avføre os de fleste klær. Vi passerte flere topper fra 3 til 7 tusen fot høie. Paa den ene var sneen farvet ganske rødbrun. Vor marsj denne første dag var 18,5 km. med en stigning av 2000 fot. Vor leirplads den aften laa paa en liten bræ mellem svære revner. Paa tre sider av os raket høie topper i veiret.
