rekognoscering. — Vi hadde fastslaat, at veien, saa langt vi kunde se, var fremkommelig. Vi hadde været ca. 9 km. fra teltet og 2000 fot tilveirs.
Paa nedturen gik det herlig. I de to sidste bakker ned mot barrieren fik vi al den fart, vi ønsket. Bjaaland og jeg hadde bestemt os til at gjøre en sving bort paa Bettytoppen for at faa virkelig bart land under føttene. Vi hadde ikke kjendt det siden vi var paa Madeira i september 1910, og nu var vi i november 1911. Som sagt saa gjort. Bjaaland gjorde alle forberedelser til en elegant telemarksving og greide den ogsaa udmerket. Hvad jeg forberedte mig til, er jeg endnu ikke sikker paa. Men rullet gjorde jeg, og det med glans. Jeg var kommet op i fokskavler under toppen, og det greide jeg ikke. Jeg var forbausende fort oppe igjen og skottet bort til Bjaaland. Om han hadde set mig dætte, er jeg ikke sikker paa. Jeg strammet mig imidlertid op efter den uheldige præstation og lot flot falde en sætning om, „at man glemmer jo ikke saa let, hvad man engang har lært”. Han trodde vist, jeg hadde greid telemarksvingen. Iethvertfald var han delikat nok til at late saan.
