land at hente repressalier og sagdes, at 300 mand fra Størdalen af skulde samles med dem paa fjeldet. Men torsdags morgen den 7de april drog de fra Sul, neppelig 300 mand sterk, hvoraf dog over 50 à 70 maatte vende tilbage saasom ilde klædte og forfrosne. Endelig kom de udkommanderede til en fjeldgaard i Jemteland og bekom underretning, at de svenske alt havde kundskab om deres komme, og havde kaptein Hamarschiøld trukket sig indenfor Dufved skanse og holdtes ingen udvagter. Alene to mand patruljerede skoglængs. Oberstløitnant Hamarschiøld var udkommanderet med 500 mand for at passe paa de norskes ankomst, hvorfor disse med uforrettet erende kom igjen til Sul om søndagen og havde mistet en af deres soldater, som blev ihjelskudt af en af sine egne kammerater og nedsænket i en elv paa fjeldet. Straks derefter blev det sagt, at oberst Meitzner, som kamperede i Størdalen, havde ved sine patruljer opsnappet en mand paa fjeldet, som vilde til Jemtland og havde breve fra generalen. Den opbragte kundskaber[1] skulde være bleven sat fast, og hans breve skikkede til Kristiania. Imidlertid hørte man, at Wind skulde til Fredrikstad at være kommandant, og generalmajor Budde igjen skulde komme op til Throndhjem i Winds sted. Saa kan Gud stille vinden og raade bod paa, at det ikke skal gaa efter Winds ord: »Der er bedre land ruineret end dette!» Udi paaskehelgen marscherede de gevorbne dragoner fra Værdalen til Inderøen, Sparboen etc. De andre dragoner og soldater gik hver hjem til sit kvarter, og saaledes blev den værdalske kampagne endt.
- ↑ Kundskaber – speider.
