af de mange, som i stuen var, merkede eller hørte det mindste. Da alt var omme, blev gutten færdig med sit arbeide, og da hanen tog paa at gale første gang, gjorde han et snit med sin kniv i den venstre haands lillefinger og lod tre draaber blod falde paa hver ski.
Glad var gutten, at alt var over, og nu vilde han ud for at prøve skierne. Han bandt dem paa, og saa bar det ivei over bjerg og dal, over vand og over urd, saa fort, at han knap formaaede at drage pusten. Paa sin færd kom han ind under det store Hifjeld. Her vilde han hvile sig lidt. Bedst som han stod der, støttet til skistaven, aabnede fjeldet sig med et, og ud traadte der en jutul med et stort prægtigt sølvbæger, fyldt med brusende drikke. »Vil du smage paa juleøllet mit?« raabte det. «Aa, du skulde ikke vøl’ det«, sagde gutten og greb bægeret. Da han vel vidste, at det vilde være ude med ham, om han drak, lod han kun, som han førte bægeret til munden, men slog i det samme indholdet over hovedet paa sig, saaledes at det faldt ned mellem skierne. Nogle draaber skvat bort paa den ene ski, og saa sterkt var øllet, at skien fik en ikke liden spræk. Da det var gjort, satte han i vei med bægeret. Det var ikke jutulens mening; han blev rasende og satte efter gutten for at faa sit bæger igjen. Men da han ikke kunde springe saa fort mod bakke, som Skierne randt, magtede han ikke at indhente gutten. Langt, langt bag sig hørte denne troldet raabe: »Bi, du, til jeg faar trillebroka mi paa, saa skal jeg lære dig at stjæle sølvstøpet mit!« Men gutten biede ikke og satte ivei det bedste, han orkede. Om lidt hørte han troldet komme pæsende efter, og allerede var det lige i hælene paa ham, da klokkerne i Rissens
