kirke begyndte at ringe. Den klang taalte jutulen ikke
at høre, men han sprak øieblikkelig og blev til en stor
sten, som sees endnu den dag idag og kaldes jutulstenen.
Sølvbægeret, som troldet havde eiet, var gjort saaledes, at det kunde lade sig dele i to lige dele. Den ene eller foden paa bægeret skjænkede gutten til Stadsbygdens kirke, medens den anden del eller det egentlige bæger blev overladt Rissens kirke, hvor det fremdeles er i brug.
Meddelt mig i 1883 af K. O. Brovold, dengang elev af artilleriets underbefalsskole.
I gamle dage var bobben eller buven i søndmøringens
og romsdølens folketro et stort og mægtigt
trold, rigtig en tvillingbroder af jutulen. Ligesom
denne havde han sit tilhold i fjelde og bjergknauser.
Senere er han dog bleven mere godmodig og dum,
læspende i sin tale og saa klodset, at folk uden fare
kan raade bugt med ham. I det hele er det nu gaaet
saa tilbage med ham, at han kun høver som skræmsel.
for smaabørn[1].
I Klingfjeldet ved Musgjerd i Sundalen holdt for ikke lang tid siden en saadan bobbe til. Han havde huglagt en jente paa gaarden og hjemsøgte hende
- ↑ Ivar Aasen: Bobbe – busemand, skræmsel; ogsaa spøgelse;– bobberæd – bange for smaa farer, skyggeræd.
