lade tre draaber blod falde paa hver ski. Tog man ikke alt dette nøie iagt, saa vilde alt arbeide være forgjæves og spildt.
En julenat tog gutten saa fat paa arbeidet, saasnart midnat var omme, og holdt paa dermed til klokken fire om morgenen. I førstningen var alt roligt om ham; thi folkene, som efter vanlig juleskik sov i dagligstuen, havde forlængst begivet sig til ro. Men med et begyndte julelysene at danse op og ned paa bordet, og sagflis og træspon hvirvlede sig omkring hans hoved, saa han rent stod som i et gov. Han agtede dog ikke paa det, men fortsatte sit arbeide ufortrødent, indtil klokken blev fire, da folk begyndte at kaste paa sig. Den anden julenat, han tog fat paa arbeidet, blev det endnu værre styr. Først begyndte sagflisen paa gulvet og asken paa peisen at flyve rundt i stuen, saa tog huggestabben sig en svingom og julelysene blaffrede og blaffrede og truede med helt at udslukkes. Men gutten sad rolig, der han sad, og lod kniven hvile, mens ustyret var værst, og da det var begyndt at stilne af, tog han igjen fat paa sit arbeide. Ved det første hanegalsleite var han saavidt færdig, at der bare manglede en rand under den ene ski. Den sidste julenat blev dog den værste. Da gutten var næsten færdig med at pudse af den sidste ski, blev der et leven værre end nogensinde før. Stole, huggestabbe, borde, kort sagt, alt det, som i stuen var, begyndte at røre paa sig, øksen for ud af vinduet og hug sig fast i stabursdøren, lysene slukkedes, døren sprang op, og ind kom det krækende yrende fuldt af stygge trold, store og smaa, som rullede og boltrede sig bortefter gulvet, mens ildgnisterne stod gutten om ørerne. Men han sad rolig og sagde ikke et ord. Ikke en eneste
