andre rorboder fandtes der ikke en vedpinde, og tilsidst
saa han sig intet andet raad end at tage mod til
sig og gaa ind i sin egen bod. Men.da var hele stasen
ligesom feiet væk, og han hverken hørte eller saa
noget til Guri eller de underjordiske mere den jul.
Nøgleknippet beholdt han dog, og da han kom hjem,
forærede han det til en af kirkerne i Bjørnøer; men
om det var Stoksunds eller Roans kirke, kunde meddeleren
ikke mindes sikkert at have hørt.
Fortalt mig i 1879 af fyrverker Rolf Greve Czernickow, der i sin barndom oftere hørte sagnet i denne form fortælle af fiskere og tjenestefolk i hjemmet. Det i Fayes norske sagn, s. 8 ff. (2den udgave) meddelte, synes at have faaet nogle lærde tilsætninger, som er fuldstændig fremmede for sagnets hele karakter.
I Rissens og Stadsbygdens kirker findes der tvende
store alterbægere af sølv. Efter sagnet skal de oprindelig
have været et eneste og have været af troldsmide.
En gut i Rissen havde spurgt, at det lod sig gjøre at forfærdige et par ski, som kunde skride lige fort opover som nedad bakke. Slige ski kunde nok nogen hver ønske sig; men gjøre dem var ingen let sag. De maatte nemlig forarbeides i tre paa hinanden følgende julenætter, medens lysene brandt i dagligstuen, og under arbeidet maatte man ikke tale et eneste ord, lige saa lidt som man maatte forskrækkes, om man fik noget skrymt at se. Naar saa skiene var færdige, skulde den, som have gjort dem, skjære sig i lillefingeren og
