Disse sager maatte dog han, som holdt vagt over fisken, vogte sig for at røre; thi de var eslede en anden end ham. I maanelyse nætter, helst naar det var fuldmaane, kunde han se en liden tykfalden kvinde, iført blaa stak og blaat livstykke, gaa omkring mellem rorboderne. Han kjendte hende godt; det var Guri Kunnan, et mægtigt væsen, som havde sit tilhold paa øen.
En julekveld i slutningen af forrige aarhundrede, da fiskerne var vendte hjem, havde deres efterladte kammerat efter endt dagsverk lagt sig paa sengen for et øieblik. Han blundede lidt til, men kvak snart i ved at se, at rorboden var straalende oplyst som den gildeste bryllupsgaard. Midt paa gulvet stod der et stort bord, som var dækket med skinnende hvid dug og blankt sølvtøi, og rundt om bordet sad der yrende fuldt af bittesmaa, blaaklædte smaakaller. En liden tyk kvinde med et stort nøgleknippe ved siden gik og vartede dem op. Om Guri Kunnan havde han hørt saa meget tale – og sagtens havde han set et glimt af hende med – at han skjønnede, det var hende, som holdt lag den kveld. »Det er bedst at komme sig ud, for her er du vel bare i veien«, tænkte manden. Han gled ud af sengen og krøb sammenhuket bort til døren. Smaakallerne havde det saa travlt med maden, at ingen af dem ænsede ham. Men i det samme han smat ud, fik Guri et glimt af ham. Hun fòr straks ud og slængte sit nøgleknippe efter ham. Men manden var ikke mindre rap; han løsnede sin kniv og kastede den paa knippet, og da var Guri ikke god for at tage det igjen. Han var nu ude en stund og gik og stampede frem og tilbage i fjæren. Men saa begyndte han at fryse i det bitterligt kolde veir. I de
