som deres jomfrudorn betroede ingen mand,
da det og efter dem blev kaldet Jomfruland.[1]
Kun nu og da var øen synlig for menneskelige øine. Men engang svømmede en purke med staalring i trynet over til den, og nu løstes trolddommen, saa den blev fast land.
Ogsaa Tuterøen (Tautra) i Throndhjemsfjorden udenfor Frosten skal tidligere have været en huldreø, hvis fortryllelse hævedes, da en væder, om hvis hals man havde bundet en staalsaks, kom svømmende derhen.
Sagnene om Jomfruland og huldrelandene paa vestlandet er først optegnede af en orlogsgast ombord paa Høienhald 1711–14 (Manuskript i rigsarchivet). Sagnet om Tuterøen er almindelig kjendt nordenfjelds.
Udenfor Bjørnøer ligger øen Halten, efter hvilken det hav, som skyller op om dens strand, har faaet navn. Paa øen har bønderne i Aafjorden og Bjørnøer sine rorboder staaende, i hvilke de har tilhold, saa længe fisket varer. Forøvrigt har øen ingen fast befolkning. I tiden mellem hvert fiske skiftes nogle mænd om at være her ad gangen for at vogte den paa hjeld ophængte fisk mod rovfugl. Men hver gang, folk før i tiden drog hjem, glemte man aldrig i hver eneste bod at sætte igjen baade lidt niste og myse.
- ↑ Jomfrulands beskrivelse af Roland Knudsen, dat. 20 august 1696 (Top. journal, hefte 29, 179).
